Pynt julens dekorationer med julestjerne flet
Brug julestjerne flet som pynt i weekendens dekorationer. I anledning af første søndag i advent viser jeg her, hvordan du kan dekorere dine advents- og kalenderlys dekorationer med flette stjerner. Stjernerne er flettet i tre forskellige varianter, med udgangspunkt i vejledningerne fra indlægget flet stjerner i 5 varianter.
Juledekorationerne er lavet på en base af ler, som er sat på et rundt porcelænsfad og en aflang flise. Lysene har jeg trykket godt fast i leret, inden jeg har lagt moslaget og påført pynten. De grønne materialer er primært fundet i naturen.
Julestjerne flet i kalenderlys dekoration
Stjernen er flettet i nude tekstilbånd fra Hay, som jeg først har stivnet med strygestivelses spray ud fra anvisningen på dåsen. Herefter flettes stjernen ud fra denne vejledning. Du kan med fordel give stjernen en tur med strygejernet undervejs, for at gøre kanterne skarpere. Det kræver tålmodighed og lidt erfaring med flette teknikken at lave disse stjerner, da båndene er mere levende at flette i end papir. Men resultatet er rigtig flot og du får en stjerne med et mere blødt udtryk.
Julestjerne flet i advents dekoration
Stjernerne er flettet i gråt Efalin papirstrimler i størrelsen 1 cm og du finder flettevejledningen her. Udover kogler og mos har jeg anvendt træperler monteret på ståltråd som pynt. Stjernerne sættes fast ved hjælp af lidt ståltråd, som du stikker igennem midten af stjernen og bukker bagud. Brug evt. trin 2 i indlægget om stjerneranker for at se hvordan jeg har stukket tråden igennem.
Del gerne din dekoration med julestjerne flet på Instagram med hashtagget #starfoldsdekoration.
Glædelig første søndag i advent.