Fold selv – enkel origami pynt
Efterår betyder mere tid inden døre og dermed flere hyggestunder med origami og kreativitet. Det er blevet en tilbagevendende del af mit efterår og noget jeg ser frem til hvert år. Modellen jeg viser her er designet af Lewis Simon og fundet på den engelske side Origami-instructions under navnet “Origami Modular Spinner”. Jeg elsker at kreere enkel origamipynt og modellens form og enkle linjer gør den til en personlig favorit. Den minder i formen om de geometriske ophæng jeg tidligere har vist på bloggen, blot med et sofistikeret tvist med den åbne midte.
Men som med meget andet håndarbejde, er det den kreative proces der tryllebinder mig. Origami er for mig et meditativt redskab, der sætte hverdagslivets stress og jag på pause og få tanker og sjæl til at falde til ro for en stund. Har du det på samme måde?
Materialer
Du skal bruge 12 stykker kvadratiske papir og gerne lidt snor til ophæng. Jeg bruger traditionel origami papir i størrelsen 15*15 cm som er skåret ud i 9 kvadrater pr. ark med en saks eller skalpel.
Lav gerne en prøvefoldning i større målestok første gang du folder modellen, for lige at få styr på teknikken.
Sådan gør du!
1. Start med at folde papiret diagonalt i begge retninger – så der dannes opadgående folder på forsiden.
2. Vend papiret om og folde det halvt over på midten i begge retninger – med forsiden opad så der dannes nedadgående folder på forsiden.
3. Fold papiret sammen så der dannes en stjerneform – som er det første element ud af to elementer i modellen som illustreret ovenfor.
4. Gentag trin 1-3 indtil du har 6 ens papirelementer.
5. Folde modellens andet element ved at folde arket på tværs, så der dannes en X-fold i papiret – sørg for at forsiden vender opad så der dannes nedgående diagonale folder på forsiden.
6. Vend nu papiret om og fold det sammen på midten i begge retninger – sørg for at bagsiden vender opad så der dannes opadgående folder på forsiden.
7. Fold papiret sammen så der dannes et kvadratisk element. Bemærk at folderne skal vende den rette vej for at papiret let klappes sammen.
8. Gentag trin 5-7 indtil du har foldet 6 papirelementer.
9. Saml de to elementer ved at lægge dem ovenpå hinanden, så stjerneelementet ligger inderst.
10. Fold hjørner indad på det kvadratiske element så papiret flugter stjerneelementets kanter.
11. Gentag til du har 6 moduler.
12. Saml modellen ved at sætte de 6 moduler sammen enkeltvist som illustreret nedenfor.
God foldelyst!