Den komplette guide til flettestrimler
Her finder du en komplet guide til flettestrimler og stjernestrimler. Gode råd til fletteprocessen, nyttige materialer og redskaber samt tips til køb af flettestrimler, hvad enten du er nybegynder eller let øvet.
8 enkle tips – sådan fletter du den perfekte julestjerne
- Læs vejledningen helt igennem før du går igang
- Start med at øve dig med store papirstrimler (gerne størrelsen 2,5 cm) for at få øvelsen
- Læg papir strimlerne på en jævn overflade, når du fletter din julestjerne
- Flet ikke midterfeltet for stramt, så er det nemmer at trække strimlerne igennem når takker og spidser skal dannes.
- Gør folderne skarpe ved at køre dem over med en finger efter hvert buk
- Vær nøjagtig når du folder papiret, og brug modellens midterlinjer som rettesnor for at opnå lige folder
- Træk forsigtigt i strimlerne når du fletter, så undgår du at papiret revner
- Vær omhyggelig når du klipper enderne af inde ved stjernetakkerne, så du undgår at klippe i selve stjernen.
Hvad skal jeg bruge af materialer og redskaber?
- En pakke flettestrimler
- En saks med spidse ender
- Evt. Pincet – hvis du har flettet for stramt, og enderne driller når de skal igennem midten
- Evt. Hultang eller Eyelet – til at lave huller i modellen ved ophæng
Hvor kan jeg købe flettestrimler og stjernestrimler?
Pakkerne med strimler af papir går under navnet flettestrimler, stjernestrimler, strimler til julestjerner og papirstrimler og findes i et hav af størrelser, farver og mønstre.
Du kan være heldig at finde billige stjernestrimler, ved julepynten, i dit lokale supermarked. Jeg købte mine første flettestrimler i mønstret papir i Netto for flere år siden, og har sidenhen købt stjernestrimler af bl.a. hvidt blankt papir i Rema 1000 til mellem 10 og 20 kr. pr pakke. Stjernestrimlerne er fine at øve sig på, men jeg har hen af vejen savnet et større udvalg af farver og papirstørrelser. Derfor har jeg lavet denne lille guide, baseret på mine egne købserfaringer, fra online shops og fysiske hobbyforretninger. Generelt foretrækker jeg at købe stjernestrimlerne i fysiske butikker, hvor man kan se og røre papiret. Men jeg har måtte ty til online butikkerne i min søgen efter et større farve- og størrelsesudvalg.
CC Hobby – her finder du et stort udvalg af flettestrimler i forskellige størrelser, og designs året rundt. Der er strimler i metal, råt- og blank papir og med mønster. Samtidigt er der udførlige vejledninger og gode produktdata i webshoppen. Papiret er forholdsvis almindelig papirkvalitet som den du kender fra printer- og genbrugspapir.
Creative paper – har et rigtig flot udvalg af ensfarvede flettestrimler i størrelserne 1 cm til 4 cm tilgængelige året rundt. Webshoppen er dansk, og har et stort udvalg af stjernestrimler i forskellige lækre papirkvaliteter. Helt klart et besøg værd hvis du ønsker at lege med andre papirtyper
Panduro Hobby – her finder du et mindre udvalg af flettestrimler i traditionel størrelse og design. Du kan se butikkens udvalget ved at søge på “stjernestrimler” i webshop, udvalget svarer til et udpluk af den type du finder hos cchobby.
Hvilken størrelse papirstrimler skal jeg vælge?
Det kan være svært at vælge den rette størrelse papirstrimler udfra et online produktbillede, da den færdige diameter på stjernerne ikke altid fremgår. Det har jeg forsøgt at råde bod på ved at lave denne lille købsguide, som kan bruges til at udvælge den rette bredde på stjernestrimlerne til lige dit projekt.
Papirbredde på flettestrimlerne og færdigmål på stjernerne:
- X-small: 5mm/0,5 cm giver en færdig stjernediameter på 20 mm/2 cm
- Small: 10mm/1,0 cm giver en færdig stjernediameter på 40 mm/4 cm
- Medium: 15mm/1,5 cm giver en færdig stjernediameter på 60 mm/6 cm
- Large: 25mm/2,5 cm giver en færdig stjernediameter på 100 mm/10 cm
- X-Large: 40mm/4.0 cm giver en færdig stjernediameter på 160 mm/16 cm
Hvilken papirtype skal jeg anvende til papirfletning?
Jeg foretrækker at flette i et tykkere materiale end almindeligt 80g papir. Dels fordi de færdige stjerner bliver mere holdbare, men også nemmere at arbejde med i selve fletteprocessen. Du opnår en mere lækker finish når papirkvaliteten øges og undgår ærgerlige revner i det færdige produkt.
Hobbyforretningerne er ikke gode til at skilte med papirkvaliteten på deres flettestrimler. Derfor må du prøve dig lidt frem, indtil du finder et tilfredsstillende flettemateriale. Min erfaring er at specialbutikkerne, indenfor papirhandlen, er bedre til at vejlede dig med hensyn til papirkvaliteten.
Jeg er særlig glad for at flette med disse to papirtyper:
Efalin er en kraftig 120g papirtype med en let vævet struktur flade. Det er et stærkt papirprodukt som er modstandsdygtigt over for snavs og fugt, da papiret har en god finish og let kan tørres af. Papiret anvendes i bogbinder branchen og produceres af det tyske firma Zanders.
Elefanthud er en glat 120g papirtype med en marmoreret overflade. Det er i lighed med Efalin slidstærkt og smudsafvisende og papiret er endvidere farve- og lysægte. Det produceres ligeledes til bogbinder branchen af firmaet Zanders.
Sidder du tilbage med ubesvarede spørgsmål, så er du velkommen til at efterlade en kommentar nedenfor eller kontakte mig. Jeg vil forsøge at besvare dit spørgsmål hurtigst muligt.
Lissi
9. november 2020 @ 19:46
Jeg er 77 år og skal flette julestjernen her på plejehjemmet.
Vi kom til at tale om at man tidligere flettede med nogle strimler med huller i,hvad hed den maskine der lavede disse strimler,stjernerne blev meget flotte.
Håber du har svaret,vi kan ikke finde det.
Hilsen Lissi
Starfolds
13. november 2020 @ 15:57
Kære Lissi
Det glæder mig at I også har gang i de flettede julestjerner på plejehjemmet.
Jeg mindes ikke at have set stjerner flettet med hullede strimler. Så det er jeg da nysgerrig efter at vide mere om.
Ligger hullerne på række eller er de tilfældigt placeret udover strimlerne?
Bedste hilsner Sonja
Jette Brune Rasmussen
11. december 2020 @ 8:00
Hej Lissi
Hvor er I bare gode!
Det var fra papir man brugte til nogle tidlige printere. Papiret lå i en papkasse – zik zak foldet – med perforering i mellem siderne. I siden var der så de hullede strimler, som sørgede for at trække papiret gennem printeren. Hvis du søger på Matrix printer papir, så kan man faktisk stadig købe det.
God fornøjelse
Jette
Bodil Albrechtsen
8. december 2017 @ 22:28
Hvad er forholdet ml. bredde og længde, hvis man selv vil klippe? Vh Bodil
Starfolds
10. december 2017 @ 20:01
Hej Bodil. De flettede stjerner kan varieres i størrelsen efter bredden på papirstrimlerne, og flettes af strimler med et bredde-til-længde forhold på mellem 1:25 og 1:30. Bedste hilsner Sonja
Lena Haulrig Lorentzen
11. november 2015 @ 13:42
Hej Sonja
Vedr. Efalin og Elefanthud.
Er det muligt at jeg kan få en lille prøve af hver?
Kh
Lena
sonjahalberg
11. november 2015 @ 13:51
Hej Lena, tak for din henvendelse, jeg har ikke mulighed for at sende dig prøver desværre. Men jeg vil anbefale dig at kontakte en papirhandler i dit lokalområde de burde ligge inde med vareprøver. God dag, Mvh Sonja