Geometriske snebolde foldet i papir

Geometrisk bold kopiNu hvor julepynten er væk mangler der lidt pynt, til at skabe hygge i de sidste vintermåneder. Jeg har set disse fine origami ophæng hos Design and Form og senere på den italienske blog giochi di carta og den franske blog ccfaitdessiennes. Jeg er faldet pladask for origamiboldenes enkle udtryk og geometriske former. De foldes af rektangulært papir og kræver lidt tålmodighed, da der går mange folder til pr bold. Til gengæld er de umagen værd og efter et par forsøg, går det meget lettere med at folde de lige linjer i papiret.

Jeg har eksperimenteret lidt med monteringsdelen, da jeg ikke var tilfreds med resultatet på de første geometriske snebolde jeg lavede. Du kan derfor med fordel følge foldevejledningen via linket nedenfor og vende tilbage til indlægget, hvis du mangler gode råd til hvordan papirboldene samles og monteres. De færdigmonterede geometriske snebolde måler 7 cm x 7 cm.

Materialer

Geometriske snebolde materialelisteDu skal bruge følgende materialer og redskaber:

  • Papir 10,5 x 28,5cm
  • Nål og tråd til montering
  • Lim (jeg bruger flydende papirlim)
  • Blyant og en lineal
  • Saks og evt hæftemaskine

Sneboldene er her foldet i hvidt 80g papir med en blank overflade.

Foldevejledning

Du finder foldevejledningen hos Design and Form.

Geometrisk-snebold-foldet-papir1

Montering

Når du har foldet papiret kan du vælge at bruge en hultang eller nål og tråd til at samle boldene. Jeg foretrækker at bruge Giochi di cartas teknik til at samle boldene med nål og tråd, da den hjælper med at holde på siderne og bevare kugleformen når enderne skal limes sammen.

Jeg trækker først sytråden igennem siderne når papiret er foldet, da jeg synes det er lettere at se hvor hullerne skal være. Først stikker jeg hul i de små indadgående trekanter på den ene langside af papiret og trækker derefter forsigtigt nålen igennem til jeg er nået hele vejen rundt. Herefter binder jeg en knude på tråden og gentager trådningen i den modsatte side af papirkuglen. Pas på med at stramme tråden for meget, for så vil folderne i top og bund blive mast sammen og det ser ikke pænt ud.

Jeg slutter af med at lime siderne sammen på de geometriske snebolde med flydende lim.

God foldelyst!